Novellen ”The Masque of the Red Death” ble første gang publisert i Graham’s Lady’s and Gentleman’s Magazine i mai 1842, med undertittelen ”A Fantasy”.
Tekst Edgar Allan Poe Illustrasjon Wikimedia Commons
Den røde død hadde længe herjet landet. Ingen pest hadde nogensinde været saa skaanselsløs og forfærdelig. Blod var tegnet paa dens komme, blod vidnesbyrdet om dens fuldførte verk. Det begyndte med stikkende smerte, pludselig svimmelhet og blodet strømmende ut av alle porer. Saa kom døden. De skarlagensrøde flekker paa ofrets legeme, og særlig i ansigtet, var pestens merke, som straks berøvet den ulykkelige al hjælp og medfølelse fra andre menneskers side. Og sottens komme, utvikling og dødelige avslutning var alt fuldbyrdet i løpet av en knap halv time.
Men fyrst Prospero var lykkelig, frygtløs og vis. Da hans land var halvt avfolket, kaldte han til sig tusen glade frimodige venner, som han utvalgte blandt hoffets kavalerer og damer, og med dem drog han avsted til et av sine øde befæstede slotte. Det var en stor pragtfuld borg, et verk av fyrstens meget særegne og ekscentriske, men fornemme smak. Rundt om den løp høie mægtige volde med porte av jern. Hoffets herrer hadde ført med sig smelteovner og tunge don-hammere, og med svære bolter og stænger blev portene fornaglet. Det skulde ikke bli mulig hverken at komme ut eller ind, om nogen i et pludseligt anfald av skræk eller fortvilelse maatte ønske det. Slottet var overflødig forsynet med levnetsmidler. Og efter at ha tat alle mulige forsigtighetsregler kunde de høie herrer og damer vel trodse den lumske pest. Verden utenfor fik greie sig, som den kunde bedst. Det vilde være daarskap at gruble og grue i disse dage. Fyrsten hadde sørget rigelig for underholdning. Der fandtes gjøglere, komedianter, balletdanserinder, spillemænd, – der var skjønhed, der var vin. Og trygge var alle indenfor borgens mure. Utenfor var den røde død.
I slutningen av den femte eller sjette maaned efterat selskapet hadde stængt sig inde i borgen, holdt fyrst Prospero et straalende maskebal for sine tusen venner. Utenfor rasede pesten med vild umættelighet.
Ja, det var en herlig fest. Men lad mig først tale om de rum, hvori den holdtes. Det var syv paa rad – en suite kongelige sale. I mange paladser ligger gemakkerne like efter hverandre, og naar fløidørene staar aapne, kan man overskue alle, fra det første til det siste. Her var det anderledes, som man kunde vente av fyrstens forkjærlighet for det bizarre. Værelserne laa saaledes, at man ikke kunde se mere end et ad gangen. For hvert tyvende eller tredivte skridt, man tok, maatte man pludselig bøie til siden, og saa stod man i et helt nyt rum. Paa høire og venstre side var der midt paa hver væg et høit, smalt, gotisk vindu, som vendte ut mot en lukket korridor, der løb forbi den bugtede række av værelser. Disse vinduer var av uigjennemsigtigt glas, hvis farve vekslede, alt efter den fremherskende farve i hvert rum. Det rum, som laa længst mod øst, var saaledes helt dekoreret i blaat – følgelig var vinduerne her sterkt blaafarvede. Det andet rum havde purpurornamenter og -tapeter, her var derfor vinduerne purpurrøde. Det tredje var grønt overalt – og ligervis vinduerne. Det fjerde var orangegult; det femte hvidt; det sjette violet. Det syvende rum var helt beklædt med sorte fløielstapeter, som dækkede tak og vægger og faldt i tunge folder utover et tæppe av samme stof og farve. Men her var der uoverensstemmelse mellem vinduernes og de andre tings farve. De høie glasruder var skarlagensrøde – en dyp blodfarve. I intet av de syv rum saaes nogen lampe eller lysestake blandt de mangfoldige gyldne pragtstykker, som laa spredte hist og her eller hang ned fra taket. Der var intet brændende lys nogen steder i de høie sale. Men i korridoren stod der like imot hvert vindu en tung trefot, hvorpaa der flammet en ild i et kobberkar, og baalets luer kastedes til bake av vinduernes farvede glas og gjød lys ut over rummet. Paa denne maate frembragtes en mængde blændende og fantastiske lysvirkninger. Men naar lyset fra de blodrøde vinduesruder faldt paa de sorte tapeter i den sorte sal, blev virkningen forfærdelig uhyggelig, – med skrækslagne ansigter betragtet de indtrædende det sælsome skue og blot nogen faa av selskapet var djerve nok til at sætte foten indenfor dørtærskelen.
I denne sal stod der støttet mot den vestre væg en uhyre klokke av ibenholt. Dens pendel svang frem og tilbake med en tung, dump, enstonig lyd, og naar minutviseren var naadd rundt talskiven, kom der fra klokkens kobberlunger en række klare, dype og klangfulde slag, ja saa forunderlig var virkningen av disse toner, at alle musikanterne i orkestret blev tvungne til at holde inde et øieblik med sit spil for at lytte. Og da maatte ogsaa de dansende par en liten stund stanse sine glade valsetrin, en pludselig missteming drog som en sort sky over den leende flok – de vildest jublende blev bleke og tause, medens de mere stilfærdige og reflekterte førte hænderne over panden, som om de hensank i drømme eller dyp eftertanke. Men naar ekkoet av klokkeslagene var døet helt hen, lød med et en befriende latter gjennem salene, musikanterne saa paa hinanden og smilte av sin dumme angst og gav hverandre hviskende løfte om, at næste klokkeklemt ikke skulde fremkalde den mindste uro i deres sind. Og dog, ikke før var de følgende seksti minutter henløpne – tre tusen og seks hundre sekunder av den flygtende tid – før den samme skjælvende uhygge og uro atter faldt over alle.
Men det var dog trods disse smaa flygtige misstemninger en herlig og straalende fest. Fyrsten hadde sin egen smak i alt. Han hadde det fineste øie for farver og lysvirkninger. For den blot vanemæssige skik og bruk nærte han ingensomhelst respekt. Hans indfald var dristige, og han yndet det barbarisk glimrende og overlæssede. Mange ansaa ham for gal. Hans venner hadde paa følelsen, at det var han ikke. Men for at bli helt sikker herpaa maatte man høre, se og komme i berøring med ham.
Han hadde selv for største del anvist, hvordan de syv sale skulde møbleres og dekoreres til denne store fest, likesom han ogsaa hadde arrangeret alle optog og fastsat alle kostumer for de dansende. Og disse var da ogsaa blit saa fantastiske og groteske, som tænkes kunde. Her var alt glans og glitter og glimmer. Snart saa man arabeskagtige skikkelser med besynderlige lemmer og forunderlige klær. Og snart saa man det rene galmandsvæsen. Her var meget, som var skjønt, meget, som blot var paafund av en utskeiende fantasi og en lunefuld vilkaarlighet, men man saa ogsaa det rent forfærdelige saavelsom det sykelig uhyggelige. I virkeligheten var det en sværm av drømme i menneskeskikkelser, som vandred frem og tilbake gjennem de syv sale. Og disse drømme tok farve av salene og lod orkestrets vilde musik lyde som et uendelig skiftende ekko av fantomernes fottrin. Atter høres slagene fra ibenholt-klokken i det fløilsklædte rum. Og da stanser i nogle sekunder alle, og alle er tause, og intet høres uten klokkens røst. Drømmene stivner i dødsfrygt og rædselskulde. Men klokkeslagene dør hen – de lød blot et flygtigt øieblik ut blandt mængden -, og en lys, halvt dæmpet latter drukner mindet om dem. Saa stiger atter musiken, og drømmene faar liv paany og hvirvler frem og tilbake gladere end nogensinde før, tagende farve fra de flammende vinduer, hvorigjennem skinnet fra tripodernes baal strømmer. Men til den vestligste sal vover nu ingen at gaa, ti natten svinder hurtig, et rødere lys falder ind gjennem de blodfarvede ruder, og det sorte fløilsdrapperi skræmmer og ængster. Og til den, hvis fot snubler paa det sorte teppe, kommer fra ibenholt-klokken et dæmpet klemt, frygteligere, mere angstvækkende end de lyd, som høres av den dansende mængde i de andre værelser.
Men der indenfor var sværmen tæt som før, og der bankede livets puls med feberhast bak de maskeklædte skikkelser. Og dansens hvirvel bugtede sig ustanselig i stadig vildere løp, indtil omsider midnatstimens komme meldtes ved klokkens slag. Da stansede atter musiken, de valsendes rækker blev staaende i sin sidste stilling, og den uhyggelige taushet faldt paany over mængden. Men nu skulde klokken slaa tolv slag, derfor la de mørke tanker sig tungere over de besindige og reflekterte i selskapet. Og dette var maaske ogsaa grunden til, at mange, før klokkeslagene var hendøet, fik øie paa en maskeret skikkelse, som ingen tidligere hadde bemerket. Og efterhvert som nyheden om den nye gjests nærvær hviskedes videre utover flokken, steg der en uro, en mumlen av misnøie og forundring – tilslut av angst, av gru og avsky.
Ingen vanlig karnevalsfigur kunde volde denslags sensation i et saa fantastisk utstaffert selskap som det, jeg har beskrevet. Der var ingen grænser for fantasiens utskeielser paa dette maskeball og dog var det lyktes den fremmede gjest at stille selv fyrstens utroligste paafund i skygge. Selv de frygtløseste hjerter har visse strenge, som ikke kan røres uten at sætte følelser i bevægelse. Ja, endog de helt fortapte sjæle, for hvem liv og død er like latterlig likegyldig, finder sig ikke i, at der drives spøk med alt. Og hele den glade sværm syntes overvældet av harmfølelse: den fremmedes maske og lader var i samme grad blottet for humør og sømmelighed. Av ydre var han høi og ulænkelig, og fra issen til fotsaalen iført likklæder. Den maske, som dækkede hans ansigt, var saa skuffende lik et stivnet dødningeansigt, at der skulde den nøiagtigste undersøkelse til for at opdage forskjellen. Men alt dette kunde endda gaat an, ja det vilde kanske blot vakt de lystige karnevalsgjesters beundring, – om ikke det uhyggelige menneske var gaat saavidt som til at iføre sig den røde døds farve. Hele hans dragt var flekket av blod, og hans brede pande tillikemed den øvrige del av ansigtet var oversaadd med de gyselige purpurrøde pletter.
Da fyrst Prosperos blik faldt paa dette dødens uttrykte billede (som med underlig langsomme, høitidelige skridt bevægede sig mellem de dansendes rækker), for han i første øieblik voldsomt sammen – som det syntes av skræk eller mishag, men pludselig flammede hans aasyn av raseri.
«Hvem vover» – skrek han hæst til de omstaaende herrer – «hvem vover at fornærme os med den slags gudsbespottelige narrestreger! Grip ham øieblikkelig og riv masken av ham, saa vi kan vite, hvem vi skal hænge ved solopgang!»
Fyrst Prospero stod i den blaa sal mot øst, da han uttalte disse ord. De lød gjennemtrængende tydelig gjennem alle syv rum ti fyrsten var en høirøstet og kraftig mand, og musiken var allerede bragt til taushet ved en bevægelse av hans utstrakte haand.
I den blaa sal stod fyrst Prospero onmgit av en gruppe bleke kavalerer. Da han hadde talt, rykket disse litt frem i retning av den fremmede, som nu ikke var langt borte, og med bestemte hurtige skridt nærmed sig fyrsten. Men den usigelige skræk, som den ubudne gjæst indgjød det glade selskap, var saa stor, at ingen vovet at lægge haand paa ham; han strøk uhindret forbi fyrsten, i ikke mere end et skridts avstand. Og medens den myldrende mængde, som skræmt av en anelse, vek til bake ind mot væggene og hen i krokene, fortsatte han uforstyrret sin gang – med de samme høitidelige avmaalte skridt som før – gjennem den blaa sal til den purpurrøde, gjennem den purpurrøde til den grønne, derfra til den orangegule, saa til den hvite og endelig til den violette … uten at nogen rørte sig for at stanse ham. Men da skedde det, at fyrst Prospero, vild av raseri og skam over sin øieblikkelige feighet, styrtet sig gjennem de seks rum, alene – ingen vovet at følge ham, ti en dødens rædsel hadde grepet alle. I sin høit hævede haand svang han en dragen dolk, og med vanvittig hast fløi han fremmot den ubudne gjæst, da denne pludselig paa tre skridts avstand vendte sig mot sin forfølger og saa ham ind i øinene. Der lød et høit skrik, dolken faldt blinkende ned paa det sorte fløilsteppe, og i næste øieblik laa fyrst Prospero utstrakt der i hele sin længde. Da styrtet en flok masker sig med fortvilelsens mod ind i den sorte sal, grep den fremmede, der stod høi og rank og ubevægelig i skyggen av ibenholts-klokken – men til sin usigelige rædsel saa de, at gravklærne og likmasken, som de rev og slet i, dækket den tomme luft.
Og nu forstod de, at den røde død var iblandt dem. Han hadde listet sig ind som en tyv om natten. Og en efter en styrtet karnevalsgjesterne om i de blodduggede festsale og blev liggende døde i faldet. Og ibenholt-klokkens slag stanset med den sidste dødes flakkende livspust. Og den flammende ild paa tripoderne sluknet. Og mørket og undergangen og den røde død var herre over alt og alle.
Hentet fra «Den røde døds maske og andre fortællinger» utgitt i 1914 av Helge Erichsen & CO.’s Forlag, oversatt av Carl Nærup.
